Matt 5, 20-26 (6.søn. efter trinitatis)

Denne evangelietekst har vi udlagt udførlig et andet sted, hvor vi har behandlet hele denne Kristi prædiken, som evangelisten fremlægger for os i tre kapitler Læs her. Derfor vil vi nu kun se på det stykke, hvor Kristus udlæg­ger og forklarer det femte bud.

Vi hører her allerførst, at vor Herre Kristus angriber en synd, som hedder vrede, en synd, som er ganske almindelig og regerer vældig i verden. Den er ikke en af de grove laster, som også verden straffer, men en af Djævelens smukke synder, som ikke vil anses for synder. For de fører et sådant skin, at ingen kan dadle eller revse dem. Sådan vil hovmodet ikke hedde hovmod, men sandhed og retfærdighed. Misundelse og vrede vil ikke la­stes, men tværtimod roses som et ret alvor og guddommelig nidkærhed mod det onde. Det er de rette to farver, som Djævelen fører i sit rige, nemlig løgn og mord. Disse må i verden have navn, pris og berømmelse af at være den største hellighed og retfærdighed.

Derfor tager vor Herre Kristus her især farisæerne for sig, som vil være de allerfrommeste og helligste og og­så blev anset for det af alle. Han be­nævner også selv deres væsen med det herlige navn retfærdighed, men afmaler og bedømmer den således, at det ikke er en sådan retfærdighed, som hører til Himlen, men i Helvedes afgrund, som en ret Djævelens frugt. Det er fordi de vil hedde fromme og retfærdige og tør byde al verden trods, så man taler anderledes om dem, end de i sandhed er, nemlig fulde af giftig vrede, misundelse og had. Dette kan verden ikke se eller dømme; derfor er han her alene den dommer, som tør og kan afsige sådan dom over den: Selv om denne farisæernes retfærdighed var nok så skøn og hellig, så skal den dog ikke komme i Himmeriget, for denne retfærdighed kan og vil jeg ikke have, som gør sig selv til ret­færdighed og ikke vil hedde synd. Den pran­ger med den guddommelige retfærdigheds skønne kåbe, så man må kalde dem kristne, fromme folk og hellige, åndelige fædre.

Hvad er da denne farisæernes retfærdighed, og hvoraf har den dette navn? Det kommer af, at Gud har sagt: Du må ikke begå drab. Deraf slutter de: Den, som ikke slår ihjel, er ret­færdig. Men når jeg bliver krænket, og der sker mig uret, da har jeg god grund og ret til at vredes og bør ikke tåle nogen uret. På den måde bliver vreden da dob­belt retfærdig, for man lider både vold og uret, og slår dog på den anden side ingen ihjel. Så går man hen og vil give sig et smukt skin, taler om sin uskyldighed og roser sig for Gud og verden af sin fromhed: Skulle jeg ikke med rimelighed blive vred? Det og det har han gjort imod mig, selv om jeg har bevist ham så meget godt og gerne havde givet ham mit hjerte. Det er den tak og løn, hvormed han betaler mig. Skulle jeg tåle det og lade sådan ondskab gå ustraffet hen? - Og så giver man sig til, hvor man kan, at skade og for­følge sin næste på det bitreste. Men alt, hvad man gør, skal være ret gjort, og man selv skal kaldes from og hellig, ja prises som en martyr for Gud og verden.

Således er det også med paven og hans folk: Når de fordømmer, brænder og myrder dem, der ikke ville tilbede deres ve­derstyggelighed, som ulydige og genstridige mod den kristne kirke, så må alt dette hedde idel gudstjeneste. Gud bør være glad, hvis han er sådanne helgener værdig. Således gør også de store magthavere, som praler med sådanne ord: Gud og al verdens ven, men ondskabens fjende. Ja, hvilket stort venskab er der her mellem Gud og disse folk! Hvordan skal Gud dog klare sig over for disse helgener, så han kan løfte dem højt nok til Himlen.

Se, dette er den fortræffelige, store, hel­lige hr. Vrede, som ikke kan gøre nogen synd eller uret, og for hvem ingen, som ikke anser den sådan, kan være from. Derfor er denne Kristi prædiken ganske sjælden og ukendt for verden, i udøvelsen og gerningen, selv om den er almindelig og ofte høres i ord og tale.

For ver­den holder det ikke for nogen synd eller uret, at man bliver vred, når man som uskyldig bliver krænket Og det er også sandt, at man da har en retfærdig sag mod den, som har krænket en, og også med rette kan søge hjælp ved domstolene. Det må man medgive. Men når man vil lægge sin vrede til og hævne sig selv, da gør man for meget og støder med den ene ret an mod den anden, så der af en lille ret bliver en langt større uret.

Derfor må man her stemme orglet sådan, at piberne stemmer, og den ene ret ikke strider mod den anden. For hvad er det for en ret, at du farer frem og river armen af en eller sætter ild til hans hus, når han blot har fornærmet dig med et ord eller berøvet dig noget af ringe værdi? Bagefter råber du så op i vrede, at han har gjort dig uret, og at du har god grund? Så skal jeg have og lide uret, og din mordlystne vrede, som tilføjer mig ti gange mere vold og uret, og dog skal det ikke hedde synd, men retfærdighed og hellighed!

Her taler jeg nu ikke om fremmede, som er uden for os, men om os selv, både mestre og di­sciple. Vi, som roser os af at være evangeliske og dog vil have lov til efter behag at vredes og rase, og ikke vil finde os i, at vi revses for det eller beskyldes for uret, om så hele verden gik til grunde. Vi vil regnes for fromme og retfærdige, uanset at man med sådan indbildt ret gør mere end hundrede gange uret.

Derfor ophæver Kristus her uden vi­dere vreden, afskaffer den ganske og aldeles for hele verden og siger: ”Jeg siger ikke alene, at du ikke skal slå ihjel eller sige tåbe til din næste, men du skal overhovedet ikke blive vred. Det ene er lige så strengt og alvorligt forbud som det andet. For det er dig ikke befalet at dømme eller at hævne dig. Og selv om du har en retfærdig og god sag, så er Djævelen dog med din vrede, sådan som Jakob siger i sit brev: ”Et menneskes vrede udretter intet, der er retfærdigt for Gud.” Altså skal al vrede være hel og aldeles fjernet fra os. Alene Gud skal vredes, ellers bliver det en Djævelens vrede, som med sikkerhed ikke går for sig uden synd. På samme måde er også alle disse tre stykker: dom, hævn og ros, taget fra os, så intet menneske skal gøre brug af dem, selv om man har nok så god ret og stor hellighed. Gud skal alene have retten til at rose, dømme og hævne og således også til at vredes.

Dette vil nu ikke ske fra vor side, så længe vi lever her på jor­den, frygter jeg. Ja, det ville være en nåde, hvis vi blot var så fromme, at vi dog begyndte at praktisere det. For når der tilføjes os noget ondt, så er kød og blod straks klar og begynder at bruse og rase i vrede og utålmodighed. For det gør os ifølge vor natur ondt, når der sker os uret og vold. Derfor må man kæmpe her og stå imod. Det er i orden, at du føler dig såret, men at du desuden også vil have ret og gøre gengæld på den ene eller anden måde, det er forbudt. Se derfor til, at du farer ret frem, så ikke den ene ret forhindrer eller ophæver den anden, men lad dem passe sammen, så de begge bliver stående. Kan du ikke skaffe dig ret uden at tilføje en større uret, så lad den fare. Det går ikke an at forhindre eller straffe uret med uret. Gud vil ikke, at hele verdens ret skal gå under for din ubetydelige rets skyld.

Det er det, Kristus vil med sin prædi­ken her, og han vil hermed have sagt så meget: I indbilder jer, at den, som ikke slår med hånden, ikke handler mod Guds bud, men at man godt må være vred på næsten og deri være i sin gode ret, uden at begå nogen synd. I ophæver dermed dette bud fuldstændig og gør det virkningsløs. Det vil nemlig ikke alene, at du ikke skal slå ihjel med hånden, men også at du heller ikke med tungen eller med hjertet skal gøre skade eller fortræd. Hvad ville der ellers blive af det bud, som byder os, at vi også skal gøre godt mod vore fjender? Men skal dette bud bestå, må vi sandelig ikke gøre vor næste skade i noget som helst. Hvori er vi ellers bedre end toldere og åbenlyse syndere, siger Kristus selv? De er også indbyrdes venner og tilføjer ikke hinanden nogen skade.

Du indvender så: Hvordan? Skal vreden være så aldeles ophævet i menne­skets hjerte, hvordan skal man da forhindre og straffe det onde, som jo ikke kan ske uden vrede? Eller skal man lade al uret gå fri og ustraffet hen, så vil snart intet hus, ingen by mere kunne bestå. Svar: Her ved vi, at Gud har overgivet sit dommerembede til domstolene og de offentlige myndigheder, og dertil indsat embedsmænd og offentlige personer, at de skal stå for ro og orden på Guds vegne. Deres arbejde og magtudøvelse er Guds sværd og magtudøvelse, mens de i sig selv er ganske som andre mennesker og ikke har mere magt eller ret til at blive vrede end andre. Men at dommeren eller en anden embedsmand idømmer bøde eller fængselsstraf til en person, der ikke har gjort ham noget ondt og som han heller ikke er fjendsk, gør han på Guds vegne. Han udfører Guds em­bede, fordi den skyldige er faldet ind under Guds dom og straf. Her skal der ikke være nogen vrede og bitterhed i dommerens hjerte, og dog skal Guds vrede og straf have sin gang.

Sådan er det også i krig, hvor man må sætte sig til modværge og frimodig bruge våben, skade og ødelægge. Her hersker ganske vist vrede og hævn, og dog skal den ikke komme fra menneskets hjerte, men have sit udspring fra Guds dom og befaling, at man skal bekrige de onde, så man må have fred for dem. Selv om du under dette lider skade og for­træd, må du tåle det. Sådan lod Gud sin vrede gå over Jerusalem gennem kongen af Babel, ligeså gennem ro­merne, indtil der ikke blev sten på sten tilbage i den.

Derfor, hvor sådan vrede hersker, der hedder den ikke menneskers, men Guds vrede. Men når den ulykke hænder, at man blander menneskers vrede og Guds vrede sammen, så er det også den lede Djævels. Man må bremse det onde, siger jeg, og embedet må føres og udøves på Guds vegne; men hvor dommer og øvrighed ikke er from, men blander sin vrede med ind og smykker sig med embedets navn og dække, så den, når den bærer et hemmeligt nag til mig og kan tilføje mig skade, da vil have dette gjort på embe­dets vegne - det kaldes en ret Djævelens ondskab. Og dog vil den anses for at handle ret og prises for det.

Men du siger: Han har dog gjort mig det og det og jeg kan ikke hindre ham på anden måde. Skulle jeg finde mig i det, ville jeg aldrig kunne være i fred. Svar: Det er ganske rigtig ikke ret, at man gør dig skade; det er heller ikke forbudt, at du forsvarer dig på en ordentlig måde. Men det går ikke, at du vil skjule dig bag ved embedet og gennem dette lade din vrede få luft og hævne dig, så man bagefter skal sige: Det har ikke Hans eller Peter, men borgermesteren eller dommeren gjort, og du altså skal kunne sige, at du ikke har gjort det af vrede eller had, men at du har været nødt til at gøre det for em­bedets og rettens skyld.

Se, det er den afskyelige uting, som fremkommer, når man gør men­neskers, ja Djævelens vrede til Guds vrede og blander dem sammen, mens de dog skulle være længere skilte fra hinanden end himmel og jord. Ligesom man stik imod det andet bud misbruger Guds navn til at sværge og lignende, så det må hjælpe løgnen til at gå under sandhedens skønne og herlige navn, sådan må også her det embede og den ret, som er Guds, tjene dit fjendskab og had.

Det må retfærdiggøre det, så du gennem dette udfører alt, som du kender til at skade din næste med. Alligevel går du rundt som om du havde handlet både ret og godt, og er nu en dobbelt helgen. For det første, fordi der sker dig uret, for det andet, fordi du ikke hævner dig eller skader igen for din person, men på embedets og retfærdig­hedens vegne. Sådan gør nu alle vegne vores ømme helgener, papisterne, biskopperne og præsterne, og efter dem de store fyrster og embedsmænd, som plager og myrder folk, alt efter hvordan deres rasende vrede og had driver dem, og bagefter må det alt sammen hedde stor hellighed og gudsdyrkelse.

Sådan er menneskets vrede altid fuld af misundelse og had til næsten, idet den er virket af Djævelen og indplan­tet af ham i menneskets hjerte. Navnlig i de farisæiske helgeners hjerter, som har mangfoldig større synd og i langt højere grad for­tjener fordømmelse end andre. For det første, fordi de berøver Gud hans ret og embede og dernæst, fordi de tilmed vil have ret og holdes for fromme. Hvor Guds vrede derimod har sin gang ifølge hans befaling, kommer den ikke af misundelse og had, men af ren kærlighed og et godt hjerte. Et hjerte, som det smerter, at der skal overgå mennesker noget ondt, men som dog på Guds og embedets vegne må straffe og bremse det onde.

For man må antage, at Adam har haft sin søn Kain kær som den, der var hans førstefødte søn, og som også ville være hellig og begyndte at tjene Gud med sit første offer. Han mente, dette offer ville behage Gud langt mere end sin brors og ville også på grund af sin førstefødsel have forrang for sin bror, så han måtte være den rette præst og den ypperste for Gud. Det satte han sin lid til, foragtede sin bror og indbildte sig også, at han blev vred med god grund og havde fuld ret til at forfølge og myrde ham. Som om der var sket ham en uret dermed, at hans gudsdyrkelse ikke mere skulle gælde for Gud. Derfor går han hen, fordi han ikke får ret eller bifald hos sin far, og slår selv sin bror ihjel. Desuden er han fuld af trods bagefter, da Adam i Guds navn og på hans vegne tiltaler ham og kræver ham til ansvar: ”Det ved jeg ikke. Skal jeg vogte min bror?” (1 Mos 4, 9).

Hvor kær nu end Adam havde ham som sit kødelige og efter Abels død eneste barn, så afsiger han dog den hårde og forfærdelige dom over ham: ”Din brors blod råber til mig fra jorden. Nu skal du være bandlyst fra den jord, som har spærret sit gab op og drukket din brors blod, som du udgød.” (1 Mos 4, 10-11). Dette er jo vrede ord og handling, for hermed lægger han ham under den tungeste forbandelse og erklærer ham fredløs i højeste grad. Han bandlyser ham fra himmel og jord og griber straks til den strenge vredes fuldbyrdelse og forstøder ham fra sig, så han intet­steds skal have noget sikkert og blivende sted. Dette har han bestemt ikke gjort gerne, havde langt hellere beholdt ham, men Guds vrede måtte have sin gang og forkynde ham døden og dertil Helvedes ild.

Sådan må også den kristne kirke gøre, når den bandlyser en person og over­giver ham til Djævelen (sådan som Paulus gør med en i 1 Kor 5), og nægter ham nadveren og alt fællesskab, så man ikke skal blive delagtig i hans synd. Dette er jo en skræk­kelig dom og forfærdelig vrede og dog ikke et menneskes, men Guds vrede. Den så langt hellere, at mennesket omvendte sig, så det kunne få hjælp. Og den hjælp får man også, så snart man omvender sig. Da optager menigheden en igen som sin kære søn og glæder sig over ham sammen med alle engle, sådan som Kristus siger om det fortabte får og den fortabte søn i Lukas 15.

Men her må man også se til, at man ikke misbruger denne bandlysning, sådan som paven har gjort over for dem, som har angrebet hans person eller herskerstilling. Paven har altså blandet sin person ind i embedet og gjort sin vrede til Guds vrede, hvorved begge er blevet fordærvet og vinen blandet med gift. På den måde har paven under den guddomme­lige vredes navn forskrækket verden efter behag, truet og forvirret kejsere og kon­ger, og dog har han ikke udrettet mere end at udgyde sin egen vrede og galde. Derfor kal­des hans kirke også i skriften en be­spottelsens kirke, Åb 13, som bærer bespottelsens navn på sin pande i alle sine ord og gerninger.

Dette er den vrede, som vi kalder den guddommelige eller faderlige vrede. Dernæst er der også en anden, broderlig vrede, som er af samme art og ligeledes udgår fra kærligheden. Det er, når jeg bliver vred på en, som jeg har hjertelig kær og har bevist alt godt, og jeg bliver ked af, at han ikke vil afstå fra syn­den og forbedre sig. Her skelner jeg altså mellem personen og synden, idet jeg vil hjælpe personen men hindre det forkerte og gør, hvad jeg formår med formaning, advarsel, trussel og straf, for at bringe ham dertil. Dog skal man atter her se sig godt for, at der ikke ligger nogen falsk­hed på bunden, så man lader sin egen vrede komme med ind. Vores egen vrede skal være helt og aldeles udelukket, så den slet ikke skal findes og intet andet end Guds vrede har sin gang, enten gennem det befalede nøgleembede eller den broderlige kærlighed. For også den broderlige vrede er Guds vrede, fordi det også er Guds bud, at vi ind­byrdes skal formane, straffe, forbedre og hjælpe hinanden, så næsten afstår fra synden, samt at han gerne og med tak skal tage imod dette. Dette er den almindelige, kristne kærligheds-vrede, som også Kristus taler om i Matt 18, 15: ”Hvis din broder forsynder sig imod dig, så gå hen til ham og drag ham til ansvar på tomandshånd.” Den kaldes i Skriften en smuk, guddommelig nidkærhed, sådan som Paulus siger i 2 Kor 11, 2: ”Jeg våger skinsygt over jer med en skinsyge som Guds.” Denne vrede søger ikke din vanære eller skade men din ære og for­bedring, og det gør den ondt, hvis du skulle lide skade på din sjæls frelse.

Sådan siger vi nu, at Kristus ikke prædiker om det embede, som er Guds, heller ikke om kærligheden, men om enhvers egen, personlige vrede, som udgår fra vort eget hjerte og vilje mod næstens per­son. Denne vrede skal være helt afskaffet og død, selv om den skade og uret, der er tilføjet os, gør os ondt og volder os smerte. At Johannes Døber så skammeligt blev dræbt, at Kristus blev naglet til korset og de hellige martyrer så ubarmhjertigt blev henrettet, det er således ikke gået til uden gråd og klage fra mange fromme hjerter, for vi har ikke og skal heller ikke have hjerter af stål, men af kød. Som Sankt Bernhard siger: ”Det gør nok ondt, men det må tåles og glemmes.” Det er noget ganske andet at føle smerte, græde og klage end at søge hævn eller tilfredsstille sit had og nag.

Altså vil han nu have dette bud: ”Du må ikke slå ihjel”, forstået sådan, at det kræver, at intet menneske må blive vredt. For vi er alle af naturen løgnere, født i arvesynd og blindhed, og ser ikke, at naturen er så ond, at den hverken kan vredes eller elske ret, men i begge stykker kun søger sig selv og sin egen nytte. Fordi vor natur er så fordærvet, så er både den menneskelige kærlighed og vrede forbudt og ophævet, i hvilke naturen kun søger sit eget. Derimod er den guddommelige kærlighed befalet, som ikke søger sit, men næstens, og en sådan vrede, som ikke vredes for sin egen skyld, men på Guds vegne. Han er den, som bør straffe og hævne, hvad der sker mod hans bud.

Sådan er den farisæiske hellighed ikke. Ligesom den ingen kærlighed har til næsten, men kun vil have sig selv æret, prist og gavnet, sådan kan den heller ikke andet end vredes og rase mod de rette fromme. Dog må det ikke hedde, at den synder mod dette bud. Det oplevede Kristus selv af farisæerne, som overgav ham til dommeren Pilatus for at korsfæstes. Alligevel ville de ikke have nogen skyld, men ville spise påskelammet og forblive hellige.

Derfor griber Kristus hårdt fat i hele den farisæiske hellighed og retfærdighed, frakender den al nåde og Himmeriget og fordømmer den til Helvedes ild, som den, der for Gud og i virkeligheden er falsk og en dobbelt uretfærdighed. Derfor taler jeg sådan, siger Kristus: ”Enhver, som bliver vred på sin broder.” Jeg siger ikke kun: Den, som slår ihjel med hånden, men når du har vrede i hjertet, så er du alle­rede skyldig til at blive fordømt ved dom­men. For denne vrede kommer ikke af andet end den medfødte menneskelige ond­skab, som kun søger sin egen ondskabsfulde hævn eller egen ære og fordel. Nu vil han ikke, at du selv skal søge din egen ære og ret, men lade dem søge og kræve den, hvem det tilkommer, og som Kristus har be­falet det, nemlig domstolene og de offentlige myndigheder. De udfører ikke deres, men Guds gerning. Hvis ikke måtte de ikke fængsle eller straffe nogen. Se derfor kun til, siger han, at I ikke vredes for jeres egen per­son, men lad jeres vrede fare helt, såvel uden for som i embedet, så den ikke kommer fra jeres hjerte.

Det andet stykke i denne tekst lyder sådan: ”Den, der siger: Raka! til sin broder.” Det forstår vi om alle slags ytringer af vreden og al ondskab for øvrigt, som man kan vise mod næsten, og som ikke sker med ord. Den, der gør det, siger Kristus, skal være skyldig for Det store Råd. Det vil sige, at der endnu ikke er besluttet, hvad man skal gøre med ham, men han har dog bevirket, at man stiller ham for rådet og fælder en dom over ham som en, der allerede i virkeligheden er skyldig, så man kun overvejer, hvordan han skal straffes. Det vil sige så meget, at en sådan ikke kan komme i Himlen, men allerede har fortjent sin fordømmelse, mens han dog endnu er noget længere borte fra den ende­lige straf end andre, men dog også hører til i Helvede.

Det tredje stykke lyder: ”Den, der siger: Tåbe!” Dette er også en meget almindelig last, som hedder at røve næsten hans ære og gode rygte. Det kan ske bag hans ryg eller åbenlyst, og kaldes forhånelse og forsmædelse. Den, som gør det, skal være skyldig til Helvedes ild. Her be­høver man altså ikke at drøfte meget eller stille ham for en dommer og anklage ham. Han er allerede fordømt, og det står kun tilbage, at man fører ham bort og giver ham, hvad han fortjener. Sådan vil Kristus aldeles ikke, at du på nogen måde hævner dig selv, hverken med hjertet eller med hånden eller med munden, på grund af din egen vrede. Du skal altså ikke tilføje din næste nogen som helst skade eller øve nogen ondskab imod ham eller give ham noget ondt ord.

Ja, siger du atter, hvem kan da være prædikant eller dommer eller anklage no­gen, når man ikke skal gå nogens ære for nær eller kalde ham for en tåbe? Så må prædikanter, dommere, anklagere og vidner jo herefter alle sammen tie stille. Som jeg har sagt, må man her holde fast på denne forskel, at, når jeg som en prædikant skælder dig offentligt ud på præ­dikestolen eller hemmeligt i forbindelse med sjælesorg, så er det ikke mig, men Guds ord, der gør det. Der­for behøver du ikke her klage over, at jeg går dig din ære for nær, for en prædi­kant kan i sit embedes udøvelse ikke håne eller spotte nogen, det måtte da være, hvis han er en skurk, som blandede sin egen harme og had ind i embedet. Sådan kan du heller ikke sige til en dommer, når han handler i sit embede: Du går min ære for nær, idet du kalder mig en tyv eller mor­der. For dette har ikke dommeren, men Gud talt. Derfor kan du ikke sige, at det er at gå din ære for nær, når du bliver udskældt eller straffet. Det siges dig vistnok ikke til nogen ære, men det er ikke mennesker, men Gud, som har sagt det. Skulle han ikke have ret og magt til at tale sådan om dig?

Men hvor Gud allerede gennem em­bedet har fældet dommen, kan også jeg og andre bagefter tale om det. For om Guds åbenbare gerninger og domme kan enhver tale. Det er nu ligesom en historie eller begivenhed, som man taler om alle vegne. Derfor må man ikke her stoppe munden sådan til på enhver, at man ikke har lov til at sige: Denne er en tyv eller skurk, efter at dommeren har afsagt sin dom. Du kan ikke berøve eller give nogen mere ære, end Gud har givet eller berøvet ham. Fordi Gud nu har afsagt dommen og gennem dommeren eller prædikanten offentligt ladet den udråbe, så kan enhver med god samvittighed tale om det.

Dette siger jeg atter af den grund, at man altid vil finde smutveje. Hvordan man end prædiker, så vil man bestandig tildække og smykke sig, så man ikke lader sig binde af Guds ord. Når vi således siger med Kristus, at ingen skal vredes på eller skælde sin næste ud eller tale noget ondt mod ham, så vil enhver gerne straks stoppe munden på prædikanterne, så man ikke skal røre ved eller straffe nogen åbenlys synd og last.

Derfor er den rette mening denne: Når du som et menneske på egen hånd går din næstes ære for nær og således føler en skadefro glæde over hans synd, så er det ondt og uret. Men når det er kommet så vidt, at Gud selv gør den åbenbar, da er det ikke sådan, at jeg skal rose en åbenlys slyngel, som af Gud er blevet offentligt dømt. Det ville være det samme, som om jeg ville forsvare og undskylde denne ondskab. Derfor må man gøre det alt sammen sådan, at vi intet begynder eller foretager af os selv, men ser hen til, om Gud befaler det, eller det sker på embedets vegne, for da har Gud gjort det, og det er alt sammen ret og priseligt. Derfor skal man her ikke lade sin mund stoppe, men stå sandheden og retfærdigheden bi og hjælpe til at love og prise sådan dom, andre til skræk og advarsel. Det er for denne gang nok om denne tekst.