Går den ene af disse prædikener til grunde, så tager den også den anden med sig. Og modsat: Hvor den ene forbliver og forkyndes på den rette måde, brin­ger den også den anden med sig. Gud har ordnet det sådan, at disse to prædikener altid må være i gang i kristenheden. Ja, de har allerede fra verdens begyndelse af fulgtes ad og med hinanden. De blev givet vor første fader Adam, der han endnu var i Paradis, og er derefter stadfæstet ved Abraham, Moses og profeterne.

Dette kræver nemlig menneskeslægtens nød. For ved Adam er den faldet i Djævelens vold, så vi lever og færdes i synd og er skyldige til den evige død. Denne synd og skade har Adam følt og klaget over. Men senere er den blevet ignoreret og bagatelliseret, så hedningerne ikke har regnet det for nogen synd, når de mær­kede ond lyst og begær i deres legemer, men har ment, at det var menneskets væsen og natur. Dog har de lært, at man skal modstå disse lyster og begæringer og ikke give naturen alt for meget råderum. Men selve menneskets natur har de ikke fordømt.

Derfor har Gud givet den ene lære, som åbenbarer, hvad mennesket er, hvad det har været, og hvordan det igen bør blive. Det er lovens lære, som Kristus anfører her, når han siger: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte. Som ville han sige: Sådan har du været og sådan bør du stadig være og igen blive. I Paradis har du haft denne skat og var skabt sådan, at du kunne elske Gud af hele dit hjerte. Det har du nu mistet, men nu må du igen blive sådan, ellers kommer du ikke ind i Guds rige. Sådan siger han også på andre steder klart og ligefrem: Vil du gå ind til livet, så hold budene! (Matt 19, 17). Ligesådan i Luk 10, 28: Gør det, så skal du leve. Budene må kort sagt holdes. Og vil nogen diskutere dette, om man kan blive frelst uden at elske Gud af hele hjertet og sin næste som sig selv, så er det omsonst. Budene må opfyldes, og det så rent og fuldkomment, som englene i Himlen opfylder dem.

Derfor er det urigtigt og bør ikke accepteres, hvis man vil prædike sådan, som nogle før i tiden har gjort og nogle gale ånder endnu gør: Selv om du ikke holder budene, ikke elsker Gud og næsten, ja, selv om du er en horkarl, så skader det ikke. Når du blot tror, så bliver du frelst. Nej, min gode mand, den går ikke! Du kommer ikke ind i Himmerige. Det må komme dertil med dig, at du holder budene og lever i kærlighed til Gud og næsten. For det står fast: Vil du gå ind til livet, så hold budene! Ligesådan i Gal 5, 19-21: Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige. Og denne lære vil Kristus have opretholdt hos sine kristne, så de må vide, hvordan de har været, hvordan de endnu er skyldige at være, og hvordan de igen bør blive, så de ikke bliver liggende i det slam, som de nu befinder sig i. For hvis de forbliver i det, går de fortabt.

Sådan siger han også rent ud i Matt 5, 17-18: Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket. Videre siger han i Matt 12, 36: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. Og Paulus i Rom 8, 3-4: Gud sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os. Og Rom 3, 31: Sætter vi så loven ud af kraft ved troen? Aldeles ikke! Vi gør loven gældende. Det vil sige, at vi netop lærer om troen, for at loven kan blive opfyldt.

Det er ganske vist en god lære, som fortæller os, hvordan vi skal være, men skal den blive bragt til udøvelse og ikke prædikes forgæves, så må den anden lære komme til, som siger os, hvordan og hvorved vi igen kan opnå dette. Loven fortæller os, hvad vi har mistet i Paradis, hvor Adam før faldet levede i fuldkommen kærlighed til Gud og ren kærlighed til næsten og i fuld­kommen lydighed, uden ond lyst. Hvis han var forblevet i den tilstand, så var også vi endnu deri. Men da han nu ved synden er faldet fra dette bud, så ligger også vi i den samme elendighed, fulde af synd og ulydighed, under Guds vrede og forbandelse. Vi falder fra den ene synd i den anden. Og loven står der stadig, dømmer os skyldige, og driver og fordrer, at vi skal være fromme og Gud lydige.

Hvad skal man da gøre? Loven driver og fordrer stadig, og vi kan ikke opfylde den. Min egen samvittighed anklager mig bestandig, for når jeg skal elske Gud af hele mit hjerte og min næste som mig selv og jeg ikke gør det, så må jeg være fordømt. Og Gud siger ja og bekræfter det. Hvem vil nu hjælpe mig? Jeg kan ikke hjælpe dig, siger loven. Jeg vil og kræver blot, at du skal være lydig.

Evangeliets prædiken

Her kommer nu profeterne og for­kynder om Kristus og siger:

Der skal komme en, som vil råde bod på denne ulykke, så mennesket atter kan komme til det, som det har tabt, og i den stand, som det er faldet ud af, og som loven åbenbarer det. Det er den anden prædiken, som også skal og må have sin gang indtil den yderste dag, nemlig om frelse fra synd, død og djævel og om vor oprejsning til legeme og sjæl, så vi atter kommer i den stand, hvor vi kan elske Gud af hele vort hjerte og vor næste som os selv. Dette skal ske fuldkomment i det kommende liv, men det skal begynde her i dette liv.

For i det kommende liv skal troen ikke være mere, men der skal en fuldkommen kærlighed råde, og alt, hvad loven fordrer, skal vi gøre af hele hjertet. Derfor må man også nu prædike, hvad vi skal blive, nemlig at vi af hele vort hjerte skal komme til at elske Gud og næsten. Dette vil jeg bringe til veje og fuldbyrde, siger Kristus, ikke alene for min egen person, men også hjælpe jer til det, så I begynder her og mere og mere gør fremskridt, indtil I kommer hen, hvor I skal opfylde det fuldkomment.

Dette går nu til på denne måde: Fordi vi ikke kunne og det var naturen umuligt at holde loven, så er Kristus kommet og er trådt mellem faderen og os og beder for os: Kære fader, vær dem nådig og forlad dem deres synder. Jeg vil tage deres synder på mig og bære dem. Jeg har dig kær af hele hjertet, så vel som hele den menneskelige slægt. Det beviser jeg ved, at jeg udgyder mit blod for den. Derfor har jeg opfyldt loven og gjort det dem til gode, så at de må få gavn af min opfyldelse og derved opnå nåde.

Sådan bliver det for det første ved Kristus eftergivet os, at vi ikke opfylder loven, og synden bliver os helt og al­deles forladt. Dog ikke eftergivet sådan og med det formål, at vi herefter ikke skal holde loven og fortsat blive ved med at synde, el­ler at man skulle lære sådan: Når du har troen, så behøver du ikke mere elske Gud og næsten. Meningen er, at man først nu rigtig kan begynde at holde loven, som er Guds evige, urokkelige, uforanderlige vilje. Og dertil er det nødvendigt at prædike om nåden, så man kan finde råd og hjælp til, hvordan dette kan blive muligt.

Hjælpen er, at Kristus be­der faderen, at han vil forlade os vor synd mod sin lov og ikke tilregne os, hvad vi endnu er skyldige. Dernæst lover han også at give Helligånden, så hjertet begynder at elske Gud og holde hans bud. For Gud er ikke nådig og barmhjertig mod syn­dere i den hensigt, at de ikke skal holde loven eller at de skal forblive, som de er, men han skænker og eftergiver både synd og død for Kristi skyld, som har opfyldt hele loven, så han derved må vinde vort hjerte og ved Helligånden optænde og tilskynde det, så det begynder at elske ham igen, og fra dag til dag mere og mere.

På denne måde begynder ikke alene nåden, men også sandheden i os, det vil sige, det retskafne væsen, som loven kræver. Derfor siger også Johannes i 1, 14-17, at Kristus er fuld af nåde og sandhed, og at nåden og sand­heden ved ham også er kommet ind i os. Det kunne Moses eller lo­ven ikke opnå. Loven bliver altså ikke ophævet ved nåden på den måde, at også sandheden skulle forsvinde, så man ikke mere skulle elske Gud og sin næste, men ved Kristus bliver det os tilgivet her i forladelsens og nådens rige, at vi ikke opfylder loven, som vi jo burde gøre. Derfor bliver også Helligånden givet os, som optænder en ny flamme og ild i os, nemlig kærlighed og lyst til Guds bud. Dette skal begynde her i nådens rige og stadig fortsættes indtil den yderste dag, da det ikke mere skal hedde nåde eller forladelse, men alene sandhed og fuldkommen lydighed. Indtil da bli­ver det ved, at han stedse eftergiver, til­giver, bærer og ser gennem fingre med os, indtil vi lægges i graven.

Hvis vi derfor forbliver i troen, det vil sige, i eftergivelsen eller forladelsen, samt i Helligåndens begyndelse eller opfyl­delse af loven, så skal den ild, hvorved hele verden skal op­brændes på den yderste dag, lutre og rense os sådan, at vi ikke mere behøver nogen eftergivelse og for­ladelse, som om der endnu var noget urent og syndigt ved os, sådan som nu. Vi skal i alle måder være som den klare sol, uden mindste plet og mangel, fulde af kærlighed, som Adam fra først af var i Paradis.

Da skal det altså med rette hedde:

Vi gør loven gældende og opfylder den. For da vil den ikke mere kunne be­skylde eller anklage os, men da skal det hedde betalt og opfyldt, også ved os selv. Mens det nu hedder, at den ikke er opfyldt af os, men at vi derved er blevet befriet og salige, at vi kryber under Kristi kappe og vinger, så han betaler for os, indtil vi lægges i jorden og derefter igen kommer frem af graven med et skønt og forklaret legeme, som udelukkende er hellighed og renhed, og med en ren sjæl, som er fuld af Guds kærlighed.

Da skal vi ikke mere behøve, at han skjuler os og beder for os, men da skal vi have alt, hvad vi bør have, helt og fuldkomment. Men nu, så længe jeg tror på ham, skal synden være mig for­ladt, og jeg skal kaldes et nådens barn, og det i den hensigt, at sandheden, det vil sige, et nyt, retskaffent væsen også skal be­gynde i mig. Og det skal ikke ophøre, ind­til han selv fuldender det. For han er kommet, ikke for at opløse loven, men for at opfylde den. Ikke alene i sin person, det har han jo allerede for længst gjort, men også i mig og i alle kristne.

Det er de to lærdomme, som man skal beholde ved siden af hinanden, fordi de hører nøje sammen og altid må følges ad, så længe vi lever her, så loven eller Guds bud må begynde i de kristne. Og tillige for at den onde og ulydige verden må tøjles og holdes i tugt, så, om den ikke, som de kristne og troende, vil frygte og elske Gud, dog må frygte for den evige ild og for­dømmelse, samt andre straffe. Sådan må de andre også derved undervises i, hvorfra de er faldet, og hvor alvorlig den synd er, som vi har arvet.

For når jeg holder mit liv mod lo­ven, så ser og føler jeg altid det modsatte hos mig. Jeg skal betro Gud mit legeme og sjæl og elske ham af hele hjertet, men jeg vil hellere have en stak pengesedler i pungen end ti guder i hjertet. Og jeg er mere glad, når jeg vinder penge, end når jeg hører hele evangeliet. Når en fyrste skænker en person et slot eller nogle tusinde kroner, hvor springer og jub­ler man ikke da? Hvis en person derimod bliver døbt eller modtager nadveren, som er en himmelsk, evig skat, så er der ikke en tiendedel af denne glæde at se.

Således er det med os alle. Der er ingen, som glæder sig så hjerteligt over Guds gaver og nåde, som over penge og gods. Men hvad er det andet, end at vi ikke elsker Gud, således som vi er skyldige? For hvis vi havde den rette fortrøstning og kærlighed til ham, så ville det være os kærere, at han sendte os et blik, end om vi ejede hele ver­den. Og et trøsterigt ord, som han siger til mig gennem evangeliet, ville fryde mig mere end al verdens gunst, penge, gods og ære. Men at dette ikke sker, og at ti tusinde kroner kan gøre et menne­ske gladere end al Guds nåde og alle hans goder, det viser, hvad slags folk vi er, og hvad det er for et jammerligt, grueligt fald, vi ligger i. Alligevel ser vi ikke dette fald eller regner det for noget, hvis det ikke bliver åbenbaret for os ved loven, og vi måtte forblive og fordærves deri for evigt, hvis ikke Kristus hjalp os. Der­for er loven og evangeliet givet, for at vi dog må lære og erkende, både hvad vi er skyldige, og hvordan vi atter skal blive.

Det er nu den kristne lære og præ­diken, som vi, Gud være lovet, kender og har. Nu behøver vi ikke at fremstille den udførligt, men alene at formane til, at man med al flid må holde fast på den i kristenheden. For Djævelen har fra begyndelsen af angrebet den hårdt og ville gerne undertrykke og ødelægge Guds ord helt. Han kan ikke tåle, at mennesker bliver derved og holder sig trofast dertil, men udtænker tusindvis af kunster og rænker, for at gøre det til intet. Derfor prædiker jeg meget gerne om det. Det er også højest nødvendigt, for hidtil, under pavedømmet, er det hverken blevet hørt eller erkendt.

Jeg har selv været en lærd dok­tor i teologien, og har dog aldrig ret forstået de ti bud. Ja, der har været mange højtberømte doktorer, som dog ikke vidste, om der var ni, ti eller elleve bud. Endnu mindre vidste vi noget om evangeliet eller Kristus. Hvad man lærte og drev på med, var alene dette: Påkald Jomfru Maria og andre helgener som midlere og forbedere. Fast og bed så og så meget. Tag på pilgrimsrejse. Gå i kloster og bliv en munk eller lad afholde så og så mange messer og så videre. Og når vi gjorde det, mente vi, at vi havde fortjent Himlen.

Dette var blindhedens tid, da vi ikke vidste af noget Guds Ord, men med vore egne påfund og drømme førte os selv og andre i elendighed. Jeg har selv væ­ret en af dem, som har svedt grundigt i dette angstbad. Lad os derfor se godt til, at vi ret må fatte og beholde denne lære, så vi, hvis partier og falske ånder vil anfægte den, må være rustet og lære, mens vi har tid og den kære sol atter lyser for os, og købe, så længe der er marked. For der skal komme den tid, da de lys, som Gud nu giver, er væk. Da vil Djævelen ikke hvile, før han får oprejst partier, som vil gøre skade, sådan som han allerede i vore dage har begyndt på mange steder. Hvad vil der da ske efter vores bortgang?

Derfor lær, hvem som lære kan, og lær det godt og grundigt, så man først og fremmest kender de ti bud, hvad vi skylder Gud. For kender man ikke de ti bud, så kender man heller ikke Kristus og spør­ger slet ikke efter ham. Sådan har det været med os munke som enten holdt ham for en vred dommer eller fuldstændig foragtede ham på grund af vores egen indbildte hellighed. Vi mente, at vi ikke lå i de synder, som de ti bud viser og straffer, men at vi havde fornuftens naturlige lys og den frie vilje, og, når vi handlede efter det, så godt vi kunne, så måtte Gud give os sin nåde.

Men nu skal vi lære Kristus at kende som vor hjælper og frelser. Derfor må vi først vide, hvad han skal redde os fra, nemlig ikke fra ild eller vand eller anden legemlig nød og fare, men fra synden og Guds vrede. Men hvoraf ved jeg, at jeg ligger nedsænket i sådan jammer? Af intet andet end af loven. Loven må vise mig, hvori min skade og sygdom består, ellers vil jeg ikke spørge efter lægen og hans hjælp.

Så har vi nu begge dele af Kristi hjælp. For det første, at han må træde i vort sted for Gud og være vort skamdække. For os, siger jeg, må han være et skamdække, som den, der tager vor synd og skam på sig - men for Gud er han en nådetrone, på hvilken der ingen synd eller skam er, men kun dyd og ære. Og som en hønemor ud­breder han sine vinger over os mod høgen, det vil sige, mod Djævelen med hans synd og død. På grund af Kristus tilgiver Gud os alt, så intet kan skade os. Men dog sådan, at du må forblive under disse vinger. For så længe du er under denne kappe og skærm og ikke kommer udenfor, så må den synd, som endnu er i dig, ikke være synd, for hans skyld, som tildækker den med sin retfærdighed.

For det andet er det ikke nok med, at han dækker og beskærmer os, men han vil også nære og bespise os, som hønen sine kyllinger. Derfor giver han os Helligånden og kraft, så vi begynder at elske Gud og holde hans bud. Det skal fortsætte indtil den yderste dag. Da skal troen og dette nådedække ophøre, så vi skal skue faderen uden noget middel og skjul og selv træde frem for ham. Da skal der ikke mere være nogen synd hos os, som må forlades, men da skal alt, hvad Djæ­velen fra begyndelsen har forstyrret og for­dærvet, være genoprettet og genindsat i sin renhed og fuldkommenhed, som Peter siger i ApG 3, 21.

Dette vil Kristus nu lære med sit svar og med det spørgsmål, han igen forelægger farisæerne. Som ville han sige: I véd intet andet at tale om end loven, som lærer jer, at I skal elske Gud og næsten. Dog forstår I intet af den. For I mener, at I har opfyldt loven, skønt I dog er langt fra det. Sådan var det også med den unge mand i Matt 19, som roste sig af, at han fra sin ungdom af havde holdt alt, hvad der var befalet ham. Men Kristus siger til ham: Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig! Dermed er så meget sagt: Den, som virkelig vil elske Gud og holde hans bud, må have det sind, at han kan ofre sit gods, legeme og liv. Der­for hører der noget mere til, som I må kende, nemlig at I kender og har denne mand, som hedder Kristus, ved hvem denne lovens lære alene kan blive stadfæstet og opfyldt.

Men hvad er det at kende Kristus rigtig? Det véd disse farisæere og skriftkloge ikke, for de har ikke højere tanker om ham, end at han er Davids søn. Det vil sige, at de anser ham for en, som skal sidde på Davids trone, født af hans kød og blod, og være en herre og konge, endnu større og mægtigere end David selv. Han skal dog kun føre et verdsligt regimente, gøre sit folk til verdens herrer og lægge alle hednin­ger under dem. Men at de skulle behøve hans hjælp mod syndens og dødens skade, det kender de intet til. Derfor må Helligånden forklare dette, at han ikke alene er Davids søn, men også Guds søn, sådan som det er sket efter hans opstandelse.

Dette taler han nu ikke udførligt om her, men nævner kun, at David i Salme 110, 1 kalder ham for sin Herre. Hvordan kan David kalde ham Herre, hvis han er hans søn?, spørger han.

Det lyder jo underligt og det er unaturligt, at en far kalder sin søn Herre, og således er ham underdanig og tjener ham. Nu kalder David Kristus en herre, og det en sådan herre, til hvem Gud selv siger: Sæt dig ved min højre hånd. Det vil sige, vær mig lig, erkendt og tilbedt som virkelig, sand Gud. For ingen anden tilkommer det at sidde på Guds stol eller hos hans højre hånd. Han er så nidkær, at han ikke lader nogen sidde ved siden af sig, som ikke er ham lig, som han siger i Es 48, 11: Min ære giver jeg ikke til nogen anden. Lader han nu Kristus sidde ved siden af sig, så må han være mere end alle skabninger. Derfor forelægger han dem her et højt spørgsmål, men han overlader dem selv at løse det. For de forstod det dog ikke, og endnu var det heller ikke tid til at for­klare det tydeligt.

Men meningen er, som vores Trosbekendelse lærer os, at Kristus er både Davids rette, naturlige søn, af hans køb og blod, og tillige Davids Herre, som han selv må tilbede og holde for Gud. Det var umuligt for dem at få til at passe sammen (ligesom det endnu er umuligt for menneskers for­nuft, hvis ikke Helligånden åbenbarer det), hvordan de to ting kan være forenet i Kristus, at han både er Davids rette afkom og tillige efter sin natur Guds søn.

Dette fremholder Kristus nu for dem for at lære dem, at det ikke er nok alene at have loven, der kun viser fra hvilken stand vi er faldet. Skal nogen komme tilbage til denne stand og blive fornyet, må Kristus udrette det, ved at man lærer ham at kende. Ham, der ganske vist er født af David og er af hans kød og blod, men dog ikke er født i synd ligesom David og alle mennesker. Han blev undfanget uden mands medvirken af Jomfruens rene bloddråber, som var helligede af Helligånden, så han blev født som et menneske, der var rent og helligt, uden nogen synd.

Han er det eneste menneske, som har kunnet holde og opfylde loven. Lig alle andre mennesker, hvad naturen angår, og dog ikke i den samme skyld, men unddraget fra synden og Guds vrede. Dette menneske har måttet træde frem for os hos Gud og være vort forhæng, beskyttelse og hønemor, under hvis vinger vi har syndernes forladelse og frelse fra Guds vrede og Hel­vede. Og ikke det alene, men han giver os også Helligånden, så vi efterfølger ham og her begynder at bekæmpe og døde synden, indtil vi også kommer til ham og bliver ham lige, uden al synd og i fuldkommen retfærdighed. Det er derfor, han er opstået fra de døde og har sat sig ved faderens højre hånd, for at han fuldstændig skal udslette og borttage synden, døden og Helvede og føre os til en ny og evig retfærdighed og til et evigt liv.